Af Alexander Bendtsen
Det er sjældent, at en actionfilmsserie når op på syv udgivelser. Det er endnu mere sjældent, hvis ikke fuldstændig uhørt, at alle syv udgivelser er drøngode. Alligevel er det præcis sådan, jeg vil beskrive Mission: Impossible-filmene, ført an af en altid forrygende Tom Cruise.
De første tre underholdt med hver sin instruktørs distinktive stil. De næste fandt en stilistisk rød tråd, og dermed en mere genkendelig identitet til filmserien, udviklet af Brad Bird i 4’eren, Ghost Protocol (2011), og finpudset af Christopher McQuarrie lige siden.
Netop den identitet definerer også den spritnye 7’er, Mission: Impossible – Dead Reckoning Part One. Helt sublim action bygget op omkring fantastisk kreativitet bag kameraet og vanvittigt stuntarbejde foran det er blevet synonymt med Mission: Impossible-filmene. Det samme er over-the-top-spionfortællinger med underholdende gadgets, bedrageriske forklædninger, kæmpe komplotter, karismatiske spionhelte og masser af Tom Cruise i fuld spurt.
Og netop den supermenneskelige Tom Cruise udfører stadig sine egne stunts på helt utrolig vis – i en alder af 61 år! Man kan simpelthen ikke andet end at tage hatten af for den mands helt ekstraordinære dedikation til sin fysik og sit arbejde.
Den fænomenale action er ligeledes elegant synkroniseret med Lorne Balfes formidable score, som akkompagnerer den sædvanlige ikoniske temamusik. Hele oplevelsen styrkes af et farverigt sæt af karakterer, gamle som nye, gode som onde.
Derudover har den syvende film på flere måder også den mest interessante præmis, der endnu er set.
Ethan Hunt (Tom Cruise i sit es) og hans team skal denne gang finde og samle to spredte halvdele af nøglen til kontrollen over et AI-spionprogram, der er løbet løbsk.
Programmet har udviklet bevidsthed og kan nu påtvinge sig adgang til alt online information og kommunikation, selv uden om de mest avancerede sikkerhedssystemer. Det er altså kort sagt den perfekte alvidende spion, der er alle steder og ingen steder på samme tid, med sine egne kryptiske men uhyggelige agendaer.
Hunt ser våbnet som den største trussel, han har stået overfor, og er derfor opsat på at bruge nøglen til at tilintetgøre programmet, men han møder modstand fra aktører, der enten ønsker kontrol over det selv eller ligefrem deler dets agenda.
Truslen fra programmet er ikke kun god underholdning, der bringer kaos til heltenes hidtil sværeste mission. Den føles også relevant for tiden, hvor vi må forholde os til de etiske gråzoner og potentielle trusler ved udvikling af kunstig intelligens, som aldrig er gået stærkere end nu.
Det eneste der ikke helt fungerer ved den atypiske hovedantagonist, er når programmets effektivitet til tider ikke helt lever op til dens ry som værende rationel, iskold og ekstremt kalkuleret. I nogle scener virker programmets beslutninger nemlig ulogiske og ugennemtænkte.
Det er generelt filmens største svaghed, at den bølger lidt for meget mellem det virkelig smarte og ret uintelligente. Det ene øjeblik har man sjovt sammenskruede scener, hvor spionredskaber som filmseriens ikoniske masker bliver taget i brug på udspekuleret vis. Det andet bliver man distraheret af skurke, som er så inkompetente, at det irriterer.
Ikke desto mindre er filmen stadig en kæmpe fornøjelse fra start til slut. Selvom den blot er første halvdel af en samlet fortælling, føles den stadig dramaturgisk komplet. Med Mission: Impossible – Dead Reckoning Part One fører Tom Cruise an i endnu et sindssygt underholdende spion-ekstravaganza, der både lever op til sine forgængere og lægger op til et brag af en efterfølger.
Kommentarer